Af Joakim Søgaard
Luca Guadagnino har gang på gang bevist, at han er en instruktør, som med lethed kan springe mellem genrer. Selvom Challengers på overfladen måske ikke har meget tilfælles med hverken de blodige indslag i instruktørens filmografi som Suspiria (2018) og Bones and All (2022) eller den romantiske nyklassiker Call Me By Your Name (2017), er der et slægtskab i filmenes sensualitet. I Challengers er det tennisbanen, der indrammer fortællingen, men det betyder ikke, at der er skruet ned for lidenskaben.
Zendaya spiller tennissensationen, Tashi Duncan, der, godt på vej mod at blive the next big thing indenfor sportsgrenen, får en karriereødelæggende skade. Men Tashi er et driftigt konkurrencemenneske med en hunger efter at vinde, så da hun forhindres i at spille, begynder kampene udenfor banen.
Challengers er et trekantsdrama, som udspiller sig i en rammefortælling med udgangspunkt i en tennisfinale mellem Art Donaldsen (Mike Faist) og Patrick Zweig (Josh O’ Conner), der i deres start 30’ere lakker mod enden af karrierene. Tashi er Arts kone og træner, men begge har haft et tæt forhold til Patrick, der udfoldes i flashbacks til deres tid sammen som ungdomsspillere 13 år før dette opgør.
Som 18-årige ser vi Art og Patrick som bedste venner, der på tennisbanen går under double-navnet ice and fire. Da de møder Tashi forelsker de sig begge hovedkulds i den naturkraft, hun er både på- og udenfor banen. Som de kåde teenagere de er, begynder drengene at dyste om Tashis gunst på tennisbanen.
Tashi beskriver tennis som et forhold. En lidenskabelig akt mellem to mennesker, der går op i en højere enhed, når alt er rigtigt. En passion, der ikke er til at tage fejl af, da hun tidligt i filmen udbryder et primalt brøl efter et perfekt set. Og en passion, der synes næsten erotisk.
For vores hovedpersoner er det dog nærmere resten af livet, der er som tennis og ikke omvendt. Det handler om at vinde – ikke mindst at vinde de rigtige kampe. Om at opnå den lidenskabelige følelse, der kun opstår under det perfekte parti.
Der er en formidabel dynamik mellem de tre hovedkarakterer, der indbyrdes veksler mellem ømhed og vrede. De to mænd er, som deres kælenavn siger, som is og ild. Art, den køligt fokuserede spiller, der blot mangler aggressivitet og Patrick den energiske, der ikke kan holde hovedet koldt i det afgørende sæt. Tashi har både aggressiviteten og den nødvendige kølighed. På den måde bliver kampen om hende også kampen om det, der kan fuldende dem; på- og udenfor banen.
Men selv bruger hun de to mænd til at spille det spil, hendes skade ikke længere tillader hende. Hun påstår ikke at være god til andet end ”hitting a ball with a racket”, men det er tydeligt, at spillet ikke er afgrænset til den opkridtede bane. Selv i private, erotiske situationer handler det om tennis, og hun presser sig selv og dem omkring sig til at være bedre. Til at vinde.
Zendaya giver en stærk præstation som en moderne femme fatale. Hun balancerer flot mellem forførende og farlig, i en rolle, der fastslår hendes evner som dramatisk skuespiller. Med årets udgivelser af Dune: Del 2 (2024) og Challengers, bør der ikke længere herske megen tvivl om hendes format som skuespiller.
På trods af det omdømme filmen allerede har fået som sexet, er der ikke nogen egentlige sexscener. Alligevel lever den i høj grad op til sit hede ry. Musklerne, der spændes op i slowmotion mens sveden drypper af kroppene; kemien og dramaet mellem de tre hovedpersoner. Det er uimodståeligt og forførende.
Rent teknisk kan sportsfilm være en anelse ensformige. Javist, engang i mellem kommer der en Raging Bull (1980) og fornyer måden at indfange actionen i sportsscenerne, men der er langt i mellem. Challengers genopfinder ikke nødvendigvis, hvordan en tenniskamp kan filmes, men Guadagnino har fundet sin egen unikke måde at portrættere spillet på. Med intense POV-skud, bolde flyvende direkte mod kameraet og et baspumpende soundtrack, der er som taget ud af en natklub, indfanger han den længsel og passion, som tennis her forbindes med.
Filmen holder generelt et højt intensitetsniveau, og derfor mærkes det også, når filmen taber lidt af sit momentum i tredje akt. Den afgørende kamp trækkes i langdrag på en måde, der ikke er pirrende, men i stedet lidt antiklimatisk (for at blive i den erotiske referenceramme). Alligevel bindes der en okay sløjfe helt til slut, med tråde tilbage til deres ungdom og et passioneret, forløsende parti.
Det er svært ikke at blive revet med af spillet, som foregår både på- og udenfor banen. For sikke en spændingsfyldt, lidenskabelig og dramatisk kamp Guadagnino skruer sammen for øjnene af os. Alle medvirkende synes i topform. Game, set, match!
Kommentarer